Føler du ensomhed, selvom dit liv er fyldt med mennesker?

 

Man skulle tro, at ensomhed er en følelse, som kan sættes lig med tilstanden at være alene. Men du kan godt være alene uden at være ensom. Og du kan sagtens have et godt liv fyldt med venner og familie og samtidig føle dig helt alene.

Ensomhed viser sig ikke på én bestemt måde.

I parforholdet mærker du måske et konstant behov for opmærksomhed og anerkendelse fra din partner. Når du er sammen med venner, gør du dig måske umage for at sige og gøre ’det rigtige’. Kritik sætter gang i ubehagelige og nærmest eksplosive kædereaktioner inden i dig, fordi den giver dig følelsen af ikke at være god nok.

Savn er individuelt, og det kan være, du oplever det på en helt anden måde. Husker du at fortælle nogen om det?

Den skamfulde ensomhed

Et aktivt socialliv giver en vis status. Derfor er der mange, der fokuserer mere på kvantiteten end på kvaliteten af venskabsforholdene. Men når det leder til ensomhed, er der meget få, som siger det højt. Har man et godt familieliv, kan det også virke sært, ja, nærmest forkert at føle sig ensom. For hvordan kan der være plads til ensomhed i en hverdag med raske børn, en trofast partner, et spændende job og måske endda et smukt udseende?

En af grundene til, at vi ikke tør nærme os ensomheden, er, at den er forbundet med skam. Enten føler vi ikke, at vi kan være den bekendt, eller også virker den pinlig. Og hvis vi endelig italesætter den, kan det være svært for omgivelserne at forstå vores savn.

Paradoksalt nok er du ikke alene med din ensomhed, da rigtig mange mennesker føler sig tynget af et udefinerbart savn.

Du har det med dig fra barndommen

Du bliver ikke pludselig ensom fra den ene dag til den anden. Derfor skal årsagen sandsynligvis heller ikke findes i det liv, du lever nu.

Ensomhed slår ofte rod i os i de tidlige år af vores liv, og det kan være svært at få øje på den, mens den stadig er en lille stikling. Hvis du som barn har oplevet svigt, er blevet overset eller ikke vist tillid, har der været rigelig med næring til ensomheden. Og nu står du så med den store opgave at tæmme et fuldvoksent ubehag.

Ensomheden kan dog også vise sig på et senere tidspunkt, når du danner relationer med jævnaldrende.

Jo mere du arbejder med den, jo mindre bliver den

Lader du ensomheden gro vildt, fordi du føler skam, kan følgerne være angst, kropslig uro og en følelse af desperation. I yderste konsekvens kan man dø af ensomhed, og det er utrolig vigtigt at søge den rette hjælp.

Det kan godt lade sig gøre at tæmme ensomheden, og jeg håber, at dette blogindlæg giver dig mod på og lyst til at arbejde med din.

Kh
Josephine